Du springer ud af sengen tirsdag morgen. Brænder tungen på kaffen. Tilføjer et enkelt lag mascara til øjenvipperne og en smule concealer til de mørke render under øjnene. Opgiver at få spist din skål med havregryn, inden du bliver nødt til at springe ud af døren. Og det sidste du gør, er at kaste et langt blik efter dine smykker, som ligger der på håndvasken, og som du beslutter, at du ikke har tid til at tage på i dag.

Vi kender det alle sammen. Det er svært at komme ud af sengen, og de travle morgener gør os nødsagede til at prioritere – men lad nu være med at nedprioritere dine smykker. Du ved slet ikke, hvad det gør for dig og dit udtryk, når du giver dig selv 30 sekunder til at iføre dig dine øreringe, ringe og halskæder.

Lad os forestille os, at du ikke er den største afveksler, når det kommer til tøj. Du elsker dine slidte jeans, statement T-shirts, og når det skal være lidt ekstra, så har du også en god håndfuld blazere, som du kan smide ud over – til slut kan du påføre dine udtrådte støvler, som aldrig slår fejl! Og det er helt okay. Det er helt okay at have et signaturoutfit, og det behøver slet ikke at være noget særligt – men det mindste du kan gøre, er at huske dine smykker!

Dine øreringe vil definere dit ansigt og tage den stramme knold eller høje hestehale til et nyt niveau. Dine fingerringe vil gøre dine fingre feminine og komplimentere dine negle med den sarte lyserøde farve på fineste vis. Og dine tre halskæder, som passer perfekt sammen, vil forvandle din almindelige T-shirt til et stilfuldt og sikkert valg.

Smykker er bare smykker, tænker du måske – og måske har du ret. Men hvis du har lyst til at sætte prikken over I’et på din tirsdag, så husk at starte med at sætte prikken over I’et på dit outfit – det er den bedste start.