I dag skal det hele stå snorlige. Blyanterne på vores skrivebord bliver lagt som med lineal. Vores CV har den rigtige skriftstørrelse og det rette mellemrum. Originaliteten er forsvundet. Ingen tør stikke ud, fordi vi alle skal passe ind. Alligevel oplever et rekordhøjt antal mennesker at være stressede. Og det er måske ikke så underligt endda. Der er nemlig noget meditativt over det kaotiske og ’grimme’.
Forfald som muse
Et eksempel på et stykke kaos, der har inspireret mange kunstnere, er en del af Udkantskøbenhavn.
Da hippierne først slog sig ned på Christiania og sidenhen, hvad der kan betegnes som det flydende Christiania, Fredens Havn, måtte man bygge med, hvad man havde ved hånden.
Derfor kan man stadig se huse og pramme bestående af drivtømmer og gamle mælkekasser. Det er et kaos uden lige. Gennem årene har mange forladt deres bolig, for at søge mod mere permanente steder, hvor de kunne slå deres folder. Deres huse, de står der stadig. Som ruinerne fra en beatnik-generation, falder konstellationerne mere og mere sammen.
Det er forfald, når det er smukkest.
Delte meninger
Det er en evig debat mellem politikere og beboere med altan ud til rodet på den ene side, og københavnerne med plads til det skøre på den anden side. En evig kamp der kæmpes mellem kaos og det demokratilegitimerede kosmos.
Mange mennesker har ikke taget stilling til det, da de sjældent kommer på de kanter. Men vil man glæde sig selv – eller udfordre – bør man købe en København plakat, der giver en udsigt til den del af 70’er København, som stadig findes.
Det giver en fantastisk modsætning til kontoret, når man ser, hvordan naturen lidt efter lidt æder sig igennem de sidste dele, af hvad der engang fungerede som hjem for små, utilpassede familier på Christianshavn.