Hvis du gerne vil begynde at ride, er du på vej til et kæmpe eventyr. Der er noget helt fantastisk ved at sidde på ryggen af en hest. Det kan indimellem være som om, at man bliver ét med hesten. Hesten ved, hvor du gerne vil hen, og hvad den skal gøre, for at få et rart klap på halsen og et par rosende og kærlige ord.

Hvis du er nået til denne artikel, er det helt sikkert fordi, at heste er noget særligt i dine øjne. Tillykke med, at du gerne vil lære at ride og blive en rigtig ridepige.

 

Forberedelse

Der er flere måder, du kan gribe det an på, når du skal lære at ride. Hvis du bor i byen, skal du ud fra byen en aften eller to om ugen til et sted, hvor du kan lære at ride. Det kan enten være på en rideskole, et stutteri eller hos en privatperson med heste, som kan tilbyde dig undervisning. Du må undersøge hvilket sted, der passer dig.

 

Udstyr

Af udstyr skal du ud at skaffe dig et par forskellige ting. Først og fremmest en god ridehjelm, som er i din størrelse. Få hjælp af dem, der står i butikken, til at måle dit hoved. Den skal nemlig være i den helt rigtige størrelse for, at du har den bedste beskyttelse.

 

Derudover skal du have et par ridestøvler. Du kan vælge et par lange ridestøvler, som slutter under knæene, eller et par korte, som går til lige over anklen. Du bestemmer helt selv, det skal bare føles godt. Derudover skal du have et par ridebukser til sommerbrug og et par til om vinteren. Det er vigtigt, at du har disse ting, for at få den helt rigtige start på dit ride-eventyr.